FDF og våbenloven

For tiden rører der sig meget omkring våbenloven. Hvad må man og hvad må man ikke? Flere kredsledere
har fået spørgsmål fra bekymrede forældre og har selv spørgsmål til, hvordan man som FDFer skal forholde
sig til det at gå med og bruge en kniv i forbindelse med et FDF‐møde eller FDF‐arrangement.
leder.FDF.dk kan man læse følgende om brugen af knive:
Knive
• Er omfattet af Våbenloven § 4 stk. 1.
• Det er forbudt at bære kniv på offentlige steder (også selvom kniven befinder sig i en taske). Dog er
FDFere, spejdere mv. undtaget, når man færdes til og fra møder, samt under FDF‐aktiviteter (det vil sige, at
man har det, der i lovteksten kaldes et anerkendelsesværdigt formål med at bære kniven).
• Forbuddet gælder ligeledes ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet
position.
• Det er kun tilladt for FDFere/spejdere at bære og bruge knive, hvor knivbladet er max 12 cm.
• Uanset knivbladets størrelse er følgende knive forbudt i alle tilfælde: knive med tværstillet greb,
springknive, faldknive, enhåndsbetjent foldekniv, foldekniv med todelt skæfte og kasteknive.
• Det er forbudt at kaste med knive – det er praktisk talt umuligt at få tilladelse til at lave knivkast – med
mindre man er cirkusartist
Men der kan stadig være tvivl om, hvor streng loven er. Det overordnede svar er :
‐ FDF er et anerkendelsesværdigt formål. Det er derfor tilladt at bære kniv til og fra FDF.
‐ Tag INGEN omveje til og fra FDF, når du bærer kniv eller har den i tasken eller bilen.
Her er et par eksempler
1. Er det lovligt at bære kniv til og fra FDF?
Svar: Ja, det er det. FDF er et anerkendelsesværdigt formål. Men læg kniven i tasken. Ikke så meget på
grund af loven, men på grund af sikkerhed. Og husk: Ikke noget med at købe en cola eller en pakke
tyggegummi på tanken på vej til FDF. INGEN omveje.
2. Kan forældre komme i klemme, hvis de kører til og fra FDF med deres børn, der har kniven med?
Svar: Nej, det er helt i orden. Men man skal ikke på vej til eller fra FDF stoppe ved den lokale kiosk for at
købe cola eller cigaretter, for så kan hammeren falde. INGEN omveje.
3. Er argumentationen for, at der er tale om et anerkendelsesværdigt forhold, at man kan fremvise sin
forbundsskjorte?
Svar. Den tydeliggør det anerkendelsesværdige formål, men den er ikke afgørende.
4. En kreds har en snittekasse med knive og små økser. En leder har brugt snittekassen til et
væbnermøde og skal aflevere den til en leder i den anden ende af byen.
Svar: Det er helt i orden, så længe han kører direkte til lederen. INGEN omveje på café eller omkring kiosken
5. Kniven ligger i tasken, og tasken ligger i bilen. Lederen gør stop ved den lokale café, for at drikke en
kop lederkaffe – må han det?
Svar: Nej. Man skal køre direkte hjem, lægge kniven og så køre på café.
6. Må man sende FDFerne på løb rundt i byen medbringende kniv, fordi en af posterne er en ’snittepost’?
Svar: Ja, det må man gerne. Det er stadig et anerkendelsesværdigt formål.
Ovenstående svar er givet fra Københavns Politi. Man er som kreds altid velkommen til at kontakte sit
lokale politi for at få svar på spørgsmål om knive og FDF.
Man kan også læse mere om våbenloven på politiets hjemmeside:
http://www.politi.dk

Med venlig hilsen
FDFs forbundskontor